Guldalderdrømmen (af Mirjam Gelfer-Jørgensen)

Guldalderdrømmen (af Mirjam Gelfer-Jørgensen)

398,00 DKK

Vejl. udsalgspris 398,00 DKK


Lagerstatus: På lager
stk.

Danske møbler fra perioden 1790 til 1850 udgør et af de mest spændende kapitler i dansk møbelkunsts historie. I denne periode kom danske møbler på omdrejningshøjde med møbelhåndværket i Europa og fremstillingen af møbler forøgedes betragteligt. Her formedes en række af de træk, der siden har karakteriseret det bedste inden for dansk møbelkunst. 

 

I første kapitel berettes om forudsætningerne for den omfattende danske møbelproduktion i Frederik VI’s og Christian VIII’s tid. Kunstakademiets betydning for højnelsen af dekorationernes kvalitet, støttet af det københavnske snedkerlaugs initiativer, ændrede på relativt kort tid danske møbler fra at være efterligninger af importerede til at udgøre et væsentligt, selvstændigt og stort område inden for dansk arkitektur og kunsthåndværk. 

 

Politisk var tiden omkring 1800 præget af megen uro efter den franske revolution og Danmarks stillingtagen for Napoleon, hvilket resulterede i indenlandske spændinger, der dog synes at være trådt noget i baggrunden, da landet ramtes af den ene ulykke efter den anden: bombardement, brande og statsbankerot. En fælles vilje til at komme på fode igen mærkes tydeligt på det københavnske snedkerlaugs initiativer til forbedring af kvaliteten i håndværket. 

 

Til trods for mange års interesse for dansk guldalder er dette den første forskningsbaserede oversigt over boligens indretning både hos regent, hos borgerskab og hos kunstnere. De tre hovedkapitler omhandler Christiansborg Slots møblering med møbler af C.F. Hansen og G.F. Hetsch. Herefter følger en beskrivelse af de danske guldalderkunstneres hjem med de smukt bemalede møbler i antik stil i former, der er enestående i møbelkunstens nyere historie. Ikke mindst børnemøblerne kan fremvise et væld af maleriske motiver. 

 

Den danske borgerlige empire frembragte en interiør- og møbelkunst, der på flere måder er blevet et dansk særkende, der lever videre i dag. Periodens møbelmagasiner, samt møbeltyper, dekorationer, overfladebehandling m.m. omtales i bogen. Det er i denne empire man finder de mange anonyme danske møbler, hvis former bredte sig fra hovedstad ud til den mindste landsby, og hvis typer blev udgangspunkt for det, man har kaldt det 20. århundredes danske møbeleventyr. Enkle former, godt håndværk, holdbarhed er nogle af kendetegnene. I senklassicismen forfines håndværket yderligere. Nye former og dekorationer vokser ud af den tidlige empire. 

 

Et sigte med denne bog har været at placere møblerne i forhold til tidens guldalderkunst, og ikke mindst at sætte dem ind i deres tidsmæssige betydning. For at sætte det særligt danske i relief er der i hvert kapitel en kort oversigt over relevante udenlandske paralleller.

 

Bogens indhold: Tiden og håndværket (Guldalderbegrebet, Stilhistorie, Håndværket, Distribution og handel) - Fyrstelig empire (Kejserens empire, Kongens empire, C.F. Hansen og møbleringen af Christiansborg Slot, Møbelarkitekten G.F. Hetsch, Jørgen Hansen Koch) - Nyantikke møbler (Forspil, antikiserende møbler, Nicolai abildgaard - nyanatikken skaber, H.E. Freunds Lidet Italien, Tre malere tegner møbler - Constantin Hansen - Jørgen Roed - Georg Christian Hilker, M.G. Bindesbølls møbler, det unge demokratis møbler) - Borgerlig empire (Empire i nabolandene, Ægypticisme, Borgerlig møblering, Borgerlige Møbler, Møbeltyper) - Senklassicisme (Former og ornamentik, Theophilus Hansens møbler, H.C. Stillings møbler).

 

Indbundet, stort format, ca. 24,5 x 32 cm. Halvbind med shirtingryg. Et af G.F. Hetschs smukke ornamenter fra "24 Övelsestavler til Brug ved Elementarunderviisningen i Frihaandstegning" (1856) er præget i guld på forpermen. Bogen har smudsomslag - forsidemotivet er N.A. Abildgaards klismosstol i forgyldt bøgetræ fra 1790'ernes begyndelse.

Bogen er på 504 sider og indeholder fyldige noter, bibliografi og registre, samt 500 illustrationer med gengivelser af møbler, dekorations- og møbeltegninger, malerier fra danske og udenlandske museer og arkiver, og fra private samlinger. 

 

Bogen findes også på engelsk / English edition available: "The Dream of a Golden Age. Danish Neo-Classical Furniture 1790-1850".

 

"Man kan ikke lade være med at føle stolthed over at Danmark har en forsker af Mirjam Gelfer-Jørgensens internationale format, det er en fornem præstation, hun yder som den fødte forsker, indædt og udholdende, præcis og tålmodig i sin kærlighed til tingene. I det hjemlige guldalderhysteri har man oplevet, at møblerne blev skubbet til side som staffage, nu har Gelfer-Jørgensen givet dem det afgørende hovedparti" (Fra Henrik Sten Møllers anmeldelse i Politiken)