Arkitekten og designeren Bent Karlby (af Vibeke Andersson Møller)

Arkitekten og designeren Bent Karlby (af Vibeke Andersson Møller)

198,00 DKK

Vejl. udsalgspris 198,00 DKK


Lagerstatus: På lager
stk.

Du kan ikke gå til bestilling, da der er et produkt i din indkøbskurv som ikke er på lager. Gå til indkøbskurv

Arkitekten og designeren Bent Karlby (1912-1998) havde et særligt talent. Han formåede at forene sin forkærlighed for dekoration med tidens toneangivende ideal, modernismen. For Karlby var det dekorative indslag selve nerven i enhver formgivning. Det var midlet til at opnå den hygge og det velvære i hjemmet, der for ham var et uomgængeligt krav til boligindretning. 

Karlby spændte vidt og var ikke bange for eksperimenter med former og materialer. Bogen kommer hele vejen rundt i fortællingen om hans liv og værk, og der vises talrige eksempler på hans formgivning – de huse han tegnede, hans mange tapeter og lamper, samt hans tekstiler, møbler og kunsthåndværk.

Det er lamperne og de mange fabelagtige tapeter, som Bent Karlby er mest kendt for. Han blev en helt central skikkelse i den bevægelse mod højere kunstnerisk kvalitet, som de danske tapetfabrikker iværksatte fra 1930’erne, og som kom til at sætte et markant spor i interiørerne frem til midten af 1960’erne. Mange kunstnere og tegnere – kendte og ukendte – bidrog til ”Kunstnertapeterne”, men Bent Karlby blev det store navn inden for dansk tapetdesign i den periode. (Om denne særlige niche inden for dansk design fortæller en anden af Vibeke Andersson Møllers bøger: ”Danske Kunstnertapeter 1930-1965”).

Den elegante lampe på bogforsiden er Bent Karlbys Ninotchka-pendel fra 1954. Forlægget for periodens lampeskærme med ”talje” var New Looks timeglasformede kvindefigur, som blev introduceret af Christian Dior i 1947. Bent Karlbys Ninotchka-pendel kunne fås i sort eller orientalskrødt metal, og den blev produceret og solgt af lampefabrikken LYFA A/S. Pendlens form og navn henviser til den særprægede hat, som Greta Garbo bar i filmen Ninotchka fra 1939.

Bent Karlby tegnede enkelte enfamiliehuse og sommerhuse – ofte i samarbejde med vennen, arkitekt Nils Koppel. Husene var skabt til at være en enkel, stilfærdig og uformel ramme om familielivet, og det kom også til udtryk i Karlbys eget hus på Hundesøvej i Gentofte. Her havde familierne Karlby og Koppel i 1941 købt en gammel frugthave og opdelt den i to parceller, og i sommeren 1942 byggede de hver sit hus. Her – lige syd for Ermelunden – boede Bent Karlby i de næste 17 år.

”Arkitekten og designeren Bent Karlby” er udgivet af Forlaget Rhodos i samarbejde med Nationalmuseet og Syddansk Universitetsforlag.

Bogens kapitler: Liv, kunst og mekanik - Arkitektur fra funktionalisme til eventyr - Tapetets verdener - Tekstil, botanik og befrielsen - Kunsthåndværk, kunstindustri og konkurrencer - Boligidealer - Møbler og spanskrør - Lys fra klunketid til postmodernisme - Sene eksperimenter - Mellem modernisme og dekoration. Samt noter, navneregister, produktnavneregister, stedregister, sagregister m.m.

Indbundet, med smudsomslag. Stort format, ca. 24 x 26,5 cm. 111 farveillustrationer.

Udgivet i samarbejde med Nationalmuseet og Syddansk Universitetsforlag.


"...Bogen fortjener udbredelse, blandt andet fordi den giver et fint kulturhistorisk tilbageblik på udformningen og indretningen af danskernes hjem i midten af sidste århundrede....I form af velskreven tekst indeholder bogen en interessant skildring af Karlbys liv og levned, hvor man som læser kommer tæt på hans kunstsyn og arbejdsmetoder samt hans karrieres veje og udfordringer. Den æstetisk vellavede bog henvender sig til alle, der er interesseret i dansk brugskunst og designhistorie, og den kan stærkt anbefales." (Anmeldt af Flemming André Philip Ravn, Villabyerne)

 

Vibeke Andersson Møller, mag.art. i kunsthistorie 1991. Siden 1995 museumsinspektør og seniorforsker ved Nyere Tid og Verdens Kulturer, Nationalmuseet. Konstitueret overinspektør ved Nyere Tid, Nationalmuseet, 2007-2010. Bestyrelsesmedlem i Selskabet for Arkitekturhistorie og Europa Nostra Danmark. Censor ved Københavns Universitet 1996-2017, medredaktør af Architectura 2004-2019 og medlem af Det Særlige Bygningssyn 2008-2015. Forfatter til artikler om dansk arkitektur i det 18. og 20. århundrede. Hun er forfatter til monografierne: "Stellings Hus" (2003), "Arkitekten Frits Schlegel" (2004), "Farver i funktionalismen" (2009), "Danske kunstnertapeter 1930-1965"(2013) og "Arkitekten og designeren Bent Karlby" (2014), og "Dansk arkitektur i 1960'erne" (2019).