Palle Nielsen - Temaer i hans værk (af Jørgen Gammelgaard)

Palle Nielsen - Temaer i hans værk (af Jørgen Gammelgaard)

280,00 DKK

Vejl. udsalgspris 280,00 DKK


Lagerstatus: På lager
stk.

FØDSELSDAGSTILBUD frem til og med 9. juli i anledning af Fuglsang Kunstmuseums flotte udstilling: ”Katastrofer og mirakler. Palle Nielsen 100 år”, som åbnede 26. juni (Vejl. normalpris: 280 kr.)

 

Palle Nielsen (1920-2000) var en af de største grafiske kunstnere og tegnere i sin generation. Han arbejdede i den europæiske grafiske tradition, beherskede alle det grafiske håndværks teknikker og valgte frit mellem dem, så de passede til hensigten med det udtryk, han søgte. Han skelnede mellem de spontane teknikker som raderinger og litografier og de tidskrævende, træsnit og linoleumssnit, hvor materialet gjorde fysisk og psykisk modstand. Han var selvlært i alle teknikker og trykte sine ting selv, nummererede dem aldrig og solgte dem fra begyndelsen af tresserne kun gennem Clausens Kunsthandel. 

 

Palle Nielsen var også, hvad der er mindre kendt, en fin essayist og en fremragende sprogbruger, hvis kendskab til både det talte og skrevne sprog kan aflæses i hans serier, hvor han udviklede en særlig dialektik mellem billede og tekst. Hans produktion var enorm, og bogens hensigt er at skabe en sammenhæng mellem værkets forskellige dele på grundlag af de temaer, som Palle Nielsen med stor konsistens behandlede gennem hele sit lange liv. 

 

I skildringen af denne indre og ydre sammenhæng mellem det grafiske udtryk og dets hensigt er der lagt mindre vægt på dets forankring i hans biografi, som allerede er grundigt fremstillet af Kristian Romare i tæt samarbejde med Palle Nielsen selv, men mere vægt på billedanalyserne og analyserne af det narrative indhold i serierne.  De mange tekster, essay, foredrag og det store undervisningsmateriale han efterlod, er givet en fremtrædende plads til belysning af det, der blev Palle Nielsens mest skelsættende bidrag til dansk kunst: Hans tegnede og trykte serier. Palle Nielsen udtrykte sig i billedrækker, som enten havde en historie at fortælle eller en associativ sammenhæng, men altid en bestemt hensigt, som ikke blot var at skabe et billede, men også et budskab. At forsøge at efterspore, hvad dette budskab egetlig er, og beskrive hvordan Palle Nielsen udtrykker det i billedsproget, er bogen egentlige hensigt. (uddrag fra forfatterens forord)    

 

Se også bogen om hans hustru Elsa Nielsen: ”Elsa Nielsen – Akvarel, tegning, grafik” (EAN 9788772459585)

 

Bogen indeholder kapitlerne: Borgerbarnet - Læreår - Efterkrigstiden - den kolde krig - Myterne, gennembruddet - Den fortryllede by, Katalog - en apokalypse - Jeg råber til dig fra landets ende. De religiøse serier - Kunstneren som lærer og teoretiker - Smerte, vrede, sorg og skam - Mennesker i bevægelse. Mulighedernes rum - Det sene værk - samt Noter, serier, register.

 

Indbundet, stort format, ca. 23,5 x 29,5 cm. 256 sider, med 199 illustrationer - gengivelser af Palle Nielsens tegninger, tryk og akvareller.

 

Anmeldelser:

"Jørgen Gammelgaard har sat sig for at analysere og karakterisere Palle Nielsens store produktion, blad for blad. Med den dybeste reverens har han taget det hele under den kyndigste og mest seriøse behandling, man kan forestille sig ... Bogen er et livsværk – om et livsværk. Teksten er velskrevet på en uhyre sober måde." (Anmeldt af Peter Michael Hornung i Politiken)


"Det er en smuk bog, der med sine fornemme gengivelser af 200 af Palle Nielsens små grafiske arbejder giver et godt indblik i hans kunstneriske produktion, og det er det mest omfattende værk om Palle Nielsen siden Kristian Romares biografi fra 1990 med titlen "Den fortryllede by"."  (Lektørudtalelse af Søren Brunbech)